Mit Hus 2020-03
Leder
Det går jo egentlig meget godt hos os parcelhusejere, når man betragter os samlet og sådan lidt fra oven. Der var ellers varslet et Corona-uvejr med store prisfald og næsten stop i salget, endog udbredte ekspert prognoser om, at det ville kunne blive samme situation som under finanskrisen.
Men katastrofen udeblev, ja, faktisk ser priserne flyvende ud, ligesom efterspørgslen efter at få sit eget hus og have er markant forhøjet, mens der lidt mystisk er et historisk lavt udbud specielt i de mest eftertragtede områder.
Plusordene om stigende priser og herligheden ved at eje sit eget hus og have flyver rundt i medierne. De flankeres af et rentemarked, der stadig er ekstremt lavt, og dermed er der en negativ realrente, der ser ud til at holde i endnu længere tid, idet markedet understøttes af de store økonomiske støtteordninger på de finansielle markeder.
På den næste 4 sider bringer vi resultater fra en forventningsundersøgelse, der kan tolkes som, at der er en pæn Corona-modstandskraft og måske en trend til, at parcelhuset og haven igen bliver mere populær.
Men eksperterne er kommet mere på linje med PL’s positive holdning om, at der er en række faktorer også ikke økonomiske, der kan trække os parcelhusejere igennem - også denne krise.
Men mine mange år i ”parcelhusbranchen” får mig også til huske vores medlemmer på, at netop når det går flyvende, er det godt at have landingshjulene på plads til en behagelige blød landing.