Mit Hus nr. 2013-03

Leder

Kort lån - der er langt lån - men kun kort tid?

Hovsa, hvad skete der lige der.

Bedst som vi boligejere, læs gældsbestyrere, havde fået banket ind i hovedet fra ”ansvarlig side”, at vi var de uansvarlige og gamblede med samfundet og vores fremtid, så kom der løsninger.
Ja, men undskyld vores simple baggrund og tankegang!
Trods kæmpestigninger i gebyrer og andre dummebøder, fastholdt vi, at omkring 50 % af vores obligationsgæld skulle være finansieret af en kort rente på ned til 1år, men med sikkerhed i op til 30 årige løbetider. Det lyder fortsat som en god deal! Jep, risikoen for at flekslånsrenten på 0,5 %, tillagt mere end det dobbelte til realkreditten, skulle stige voldsomt var forstået. Men der kom flere pædagogiske tiltag med pisk og gulerod for at få flere af os over i fastforrentede lån. Men vi reagerede ikke hurtigt nok for de eksperter, der frygtede en negativ markedsreaktion, frygtede EU regler og vel specielt frygtede rating bureauerne.
På en eller anden måde kan man vel konstatere, at boligejernes stædighed har båret frugt. Markedet og politikerne var mere omstillingsparate, end det så ud til.
Først kom der for os positive kreative tiltag fra gråzonen mellem realkredit- og banklån. Dernæst skubbede Realkredit Danmark/DDB med gebyrfrihed en løsning frem, hvor renten bindes til en officiel mellembankrente og en endnu kortere renteperiode på ½ år, mens låneomlægning er 3 årig, som et F 3 lån. Men løsningen rummer den ekstra indbyggede sikkerhed, at obligationskøberen skal acceptere en række markedsstabiliserende forhold, herunder at DDB, som udbyder kan forlænge låneperiode under visse forhold. Naturligvis skal obligationskøberne have dette med i deres vurderinger af, hvad de vil betale i kurs, - men også for dem er der afbalancerende positive vinkler.

Storebror er her

Senest kom der et usædvanligt politisk initiativ, som vi også er tilfredse med, så vidt vi kan se det pt. Nationalbankdirektøren havde i forvejen spændt et sikkerhedsnet under markedet, hvis en af de etårige auktioner med refinansieringer skulle gå helt skævt med voldsomme konsekvenser f.eks. på grund af internationalt økonomisk forhold. Banken ville simpelthen overtage de ramte realkreditinstitutters udbudte obligationer, men det blev understreget, at det ville komme til at koste! Men budskabet var klart til obligationsmarkedet, at storebror er her! Denne løsning er så her i november overhalet indenom af regeringen, der vil fremlægge en lov, der skal sikre, at markedets obligationskøbere skal tåle en forlængelse subsidiært en konvertering til fastforrentede obligationer. Naturligvis vil dette, lige som udbydernes egne tiltag ovenfor, få markedets obligationskøbere til at vurdere, om de skal have en højere rente på de helt korte rentetilpasningslån. Men det er vores vurdering, at markedet også i dette tilfælde vil indse, at tiltaget vil virke stabiliserende og afskrækkende, så der rentemæssigt vil være lille, - om ingen konsekvens.
Markedet kan lide stabilitet, og det kan vi boligejere også, for så er vi tryggere. Men lidt mærkeligt, at vi skulle så meget igennem, før der kom andre løsninger end, at vi skulle sige farvel til et årige rentetilpasninger pga. pisk og gulerødder.

PS.

Det kan virke helt paradoksalt, at ganske almindelige boligejere i dag skal næsten være semi-økonom. Men det rigtige valg kan være meget svært, og tilliden er desværre svækket idag, hvor mange opfatter, at det er en sælger og ikke en rådgiver, man møder i banken og realkreditinstituttet. Men måske er det ikke så dårligt endda, at mange har noteret sig, at den person, der rådgiver ikke nødvendigvis kan give en uvildig rådgivning, fordi de samtidig også har et eller flere produkter, de skal sælge.
Men der er der ikke noget nyt i. Det er blot blevet mere synligt, at man altså som boligejer skal se sig for - også her - og man skal have en holdning til, hvad man ønsker.