Tilbage til forside
Søg
Log ind
Om PL
Persondatabeskyttelse
Fordele
Mit Hus
Presse
Kontakt
Bliv medlem
Udgivet den 28. September 2010

Presse, 28. september 2010

”Nej” til energi-pisk og ”Ja” til økonomisk og moralsk gulerod

Ikke overraskende for de fleste vender parcelhusejerne tommelfingeren nedad overfor flere afgifter på energiforbruget. Der skal siges et bestemt ”Nej tak” til en tvungen opsparing i et administrativt tungt system, hvor landets ejendomme skal inddeles i grupper efter nogle lemfældige principper i en energivurdering af ejendomme uafhængig af, hvorledes brugerne opfører sig energimæssigt.
Parcelhusejernes Landsforening mener, at det er den enkelte, der skal motiveres til at få det eksisterende hus energirenoveret i den takt, som man selv mener, man kan klare. Til gengæld skal det også ved informationskampagnerne stå soleklart, at man opfører sig skørt privatøkonomisk, hvis man ikke sørger for at vedligeholde sit hus energimæssigt. Øjnene skal op for, at man straffer sig selv, dels fordi de årlige energiudgifter er for store, dels fordi man faktuelt kan få en positiv forrentning af en energiinvestering, og dels fordi man får mindre for huset, når det sælges. Dette kan ikke siges for mange gange og alle rådgivere skal være obs på dette.
Men der er meget langt fra dette og så til at gå så langt, som Klimakommissionen lægger op til i sin rapport. Her vil man, udover at pålægge yderligere afgift på fossilt energi, også indføre, at der årligt, alt efter energitilstanden for en bygning, skal laves en tvungen opsparing på en konto, der kan bruges til fremtidige energitiltag på ejendommen.
I forslaget opereres der med, at nye lavenergihuse ikke skal ”spare op”, mens andre huse, skal betale op til 30 kroner pr kvadratmeter, hvilket betyder, at der f.eks. skal tages yderligere 4500 kr. (efter skat)ud af budgetterne for et dårligt isoleret murermesterhus fra 30´erne.
Men, kære kommission, det vil jo blive opfattet som en ekstraskat, selv om det er penge, som ejendomsejere selv kan bruge til energitiltag. Men der vil igen gå ekstremt mange tomme kalorier til administration og tvungen rådgivning. Og i PL, er vi da ikke i tvivl om, at der vil blive en kreativ ”industri” i at få flyttet huset en eller flere klasser op på energimærkningen uden skelen til, hvad der er bedst for ejendommen. Og nå ja, mange energimærkningsrapporter vil jo nok få lidt salgslak og dermed være mindre værd som reelle vejledninger.
Det, der fortsat er brug for, er, at der investeres af ejerne eller i samarbejde med ejerne! Ellers vil mange blokere i protest over at få deres ejendomsret og frie vilje gået for tæt på igen. Der betales allerede i dag ekstremt høje energiafgifter og moms. Send nogle af disse milliarder kroner på arbejde, som en samfundsinvestering i den eksisterende boligmasse. Dette er meget let gjort ved at give motiverende energitilskud og ved at sikre, at der kan energilånes af alle - også de økonomisk klemte. Det vil give en løbende energibesparelse, der vil være afgørende for mange, der ikke i dag tør tage springet ud i større projekter. Mange boligejere har oplevet, at det er meget svært og dyrt, at få et banklån eller realkreditlån, fordi man ikke vurderer besparelsen, men ser på deres privatøkonomi. Og det er dem, man vil ramme igen med en tvungen opsparing.
Lad os få statsfinanserne på investeringsturne, - de kommer jo ind på det afledte arbejde og moms. Eller lav lovgivning, så det er lettere at få tålmodige penge ind i sektoren med energirenovering. Vi kan alle se afkastet på langt sigt, men ikke alle tør eller kan få det finasieret på kort sigt. Derfor skulle det være muligt (indirekte) at investere sine pensionsopsparinger i f. eks. ATP i sit eget hus. Så kan husejeren og pensionen dele provenuet, for den er der og er stigende med stigende energipriser. Hvem tør vise den vej ud af problemet så boligejere får gulerod i stedet for pisk, udtaler PL´s landsformand cand. polit. Allan Malskær .

Udgivet i Presse Arkiv
Parcelhusejernes Landsforening · Kirke Værløsevej 24, 1.C, 3500 Værløse · Tlf. 70 20 19 77 (9-15) · sekretariat@parcelhus.dk
Popup loading content
LOADING...
LOADING...