Tilbage til forside
Søg
Log ind
Om PL
Fordele
Mit Hus
Presse
Kontakt
Sådan gør du...
Udgivet den 12. August 2010

Vintervedligeholdelse og ansvar


Vi bringer nedenfor en tilkendegivelse fra Vejdirektoratet i relation til overdragelse af ansvaret for vintervedligeholdelse. Baggrund var en forespørgsel fra en grundejer, der ville høre, om man kunne overdrage snerydningspligten til et renholdelsesfirma, selvom firmaet ikke var bosat i "vedkommende ejendom eller i nærheden af ejendommen” (i relation til ordlyden i Vintervedligeholdelsesloven § 14, red.). Samtidig ville grundejeren gerne høre, hvorledes dette fik indflydelse på et evt. erstatningsansvar, såfremt der alligevel var nogen, der kom til skade.

Anmeldt og godkendt
Det fremgår af § 14, at en grundejer kan overdrage til en anden i vedkommende ejendom eller i nærheden af ejendommen bosat person – herunder en juridisk person dvs. et firma – at drage omsorg for opfyldelsen af de forpligtelser, der påhviler grundejeren. En overdragelse skal finde sted, hvis grundejeren ikke bor på eller i nærheden af sin ejendom. Aftalen skal være skriftlig og skal skriftligt anmeldes til vejbestyrelsen/kommunalbestyrelsen. Vejbestyrelsen (eller kommunalbestyrelsen) kan nægte at godkende aftalen, hvis den person, grundejeren har udpeget, ikke anses for egnet til at sørge for forpligtelserne.
Kommunen skal derfor kun respektere en aftale, hvis aftalen er anmeldt til kommunen (tidligere politiet) og den også er godkendt af kommunen (eller politiet).
Indtil aftalen er godkendt, har grundejeren stadig ansvaret for snerydning og glatførebekæmpelse.

Anmeldt men ikke afvist
Hvis aftalen er anmeldt uden at være afvist, indtræder den, der har påtaget sig pligten, efter vores opfattelse i grundejerens retsstilling i henhold til loven. Herunder i det strafferetlige ansvar efter lovens § 20 og kommunen må rette henvendelse til den pågældende, hvis forpligtelserne ikke bliver opfyldt.

Erstatningsansvaret
Det erstatningsretlige ansvar er ikke reguleret i loven. Vi mener, at dette ansvar fortsat primært påhviler ejendommens ejer, uanset hvad der er aftalt mellem grundejeren og den, der har påtaget sig forpligtelsen. Dette spørgsmål hører dog under domstolene.

Generelt
Den nævnte § 14 forhindrer ikke at en grundejer indgår aftale med en person eller firma om udførelse af vintervedligeholdelsesarbejder, selvom personen eller firmaet ikke bor i nærheden af ejendommen. En sådan aftale vil dog ikke fritage grundejeren for sit ansvar efter loven. Kommunen kan ikke lovligt godkende en aftale, hvis de betingelser, der er nævnt i lovens § 14, ikke er til stede.
Kilde: Vejdirektoratet

 

Udgivet i Mit Hus 2006-04 tagget med renholdelse fællesvej
Parcelhusejernes Landsforening · Kirke Værløsevej 24, 1.C, 3500 Værløse · Tlf. 70 20 19 77 (9-15) · sekretariat@parcelhus.dk
Popup loading content
LOADING...
LOADING...