Udvidet rådgivningspligt
Sidste år vedtog Folketinget en revidering af jordforureningsloven, hvilket betyder, at der fra nytåret trådte ny regler for rådgivning om jordforurening i kraft, således at regionerne skal informere ejere af forurenede grunde mere præcist om, hvordan man fortsat kan anvende sin grund og undgå at udsætte sig selv og sin familie for unødig sundhedsrisiko.
Dette store arbejde, som også PL har været involveret i, har givet anledning til megen presseomtale og til Bolius har landsformand Allan Malskær f.eks. udtalt:
”Selv om myndighederne stadig lader husejere med forurenede grunde i stikken på flere områder, så indeholder den nye lov mange gode elementer. Et af dem er, at den på flere planer vil hjælpe med til at afmystificere det at have en forurenet grund,” siger Allan Malskær, formand for Parcelhusejernes Landsforening og uddyber: ”Med undtagelse af de allerværste tilfælde, kan du jo sagtens leve med en forurenet grund. Nu bliver det så endnu lettere, fordi der kommer mere information om, hvordan man tager sine forholdsregler”.
Langt de fleste tilfælde af jordforurening hører jf. Miljøstyrelsen heldigvis til i den ”lette” ende, hvorfor jordkontakt i almindelighed ikke er mere sundhedsskadelig end at indtage almindelig dansk kost. Vi kan her f.eks. henvise til vores artikel om harmløse giftgrunde fra Mit Hus efteråret 2004.
Af simple forholdsregler ved let forurening kan nævnes:
Vask altid hænder, når du har arbejdet i haven (dette bør man også gøre af hensyn til andre risici så som smitte fra ræve mv.)
Hvis du ønsker at dyrke grøntsager eller krydderurter, så gør det i højbede eller andre områder med ny, ren jord eller spagnum.
Udskift sandet i børnenes sandkasse hvert år (dette også af hensyn til ”forurening” og smitte fra ræve og katte mv.)
Så græs på alle områder med bar jord (så kommer man ikke så let i direkte berøring med jorden)
”Er der tale om mere alvorlig forurening med for eksempel tungmetaller eller tjærestoffer helt oppe ved jordoverfladen, kan du ofte komme omkring problemet ved at lægge en fast belægning. Så undgår du effektivt, at du eller dine børn kommer i kontakt med den forurenede jord,” tilføjer Allan Malskær.
Byggeprojekter
Også i forbindelse med planlagte byggeprojekter vil også let forurening få indflydelse på din hverdag. Hvis du således ønsker at opføre tilbygninger, bygge ny carport eller planer om større anlægsprojekter i øvrigt, skal du altid spørge kommunen til råds og bede om tilladelse, før du går i gang med projektet. Dels så du ikke kommer i karambolage med eventuelle oprydningstiltag, dels så myndighederne sikrer, at du skaffer dig af med eventuelt overskydende, forurenet jord på forsvarlig vis.
Du kan finde mere viden og gode råd om, hvordan du omgås lettere forurenet jord på Danmarks Miljøportal ved at følge dette link: http://www.vandmiljoedata.dk/Jordforurening/Er+forurenet+jord+farlig/forurening_jordoverfladen.htm.