Tilbage til forside
Søg
Log ind
Om PL
Fordele
Mit Hus
Presse
Kontakt
Sådan gør du...
Udgivet den 28. Maj 2010

Mit Hus nr. 1/2010

Trampoliner - igen

Der er sket en markant udvikling i antallet af ulykker som følge af leg på trampoliner. Dette kan selvfølgelig kædes direkte sammen med det stigende salg af trampoliner til private. Desværre tror mange forældre, at man bare kan lade de unge mennesker lege, som det passer dem, på disse trampoliner, men skadesstatistikerne viser, at dette nok ikke er nogen særlig god ide. Alene sidste år blev der registreret 318 tilfælde af skader, hvor det tilsvarende tal i 2005 var på 150. Hvor mange skader, der ikke registreres er uvist, men der er ingen tvivl om, at der indkasseres mange knubs ude i de private haver.
Rent statistisk er det specielt gruppen af børn/unge mellem 5 og 15 år, der står for at indkassere skaderne, og ender på en stol på skadestuen. Der er en jævn fordeling mellem drenge og piger og typisk er det brudskader på skuldre, albuer, håndled og ben, der er tale om.

Forebyg skader

De, der sælger trampolinerne, er efter vores erfaring ikke særligt udførlige omkring, hvorledes man kan forebygge eller reducere skader ved brug af trampoliner. I en artikel om emnet i Mit Hus nr. 2/2005 angav vi et par steder, hvor man kan søge nærmere oplysninger
Dengang skrev vi:
I løbet af sommeren har der været sagt og skrevet meget om havetrampoliner, sikkerhed og ulykkestilfælde. Opmærksomheden har også fået det efterspil, at mange forsikringsselskaber – heriblandt også vores eget i forsikringspakken – ikke længere ønsker at forsikre for skader i forbindelse med trampoliner.
I stedet må man selv være mere opmærksom på, om man virkelig ønsker at udbyde denne slags aktiviteter til brugerne og i givet fald, hvorledes man ønsker at gøre dette.
Vi har i sekretariatet været ude og kigge på, hvorledes man kan forbedre sikkerheden omkring brug af trampoliner og da vores udgangspunkt som altid er, at oplysning fremmer forståelse og forståelse fremmer sikkerhed, har vi fundet ud af, at Danmarks Gymnastik Forbund (DGF) rent faktisk har udgivet en DVD omkring brugen af trampoliner.
DVD’en, der hedder ”Havetrampolinen – Sikkerhed og idéer til aktiviteter” kan købes for 75,- kroner på www.dgf.dk (DGF Shoppen) eller hos www.trampolincenter.dk  
På DVD’en demonstreres hvordan man minimerer risikoen for uheld ved at overholde nogle enkle sikkerhedsregler. Desuden giver DVD’en mange ideer til gode legeøvelser for ”begyndere” i trampolinen, og viser hvordan man laver de grundlæggende trampolinspring.
DGF har i samarbejde med landstræneren i trampolinspring, Bo Tureby, og trampolincenter.dk udviklet instruktions-DVD’en. Ved et ønske om at udføre mere komplicerede spring, bør man kontakte en forening med henblik på at modtage korrekt instruktion.

Hvad kan man selv?

En af de mest betydende måder at forebygge mod skader på er at grave trampolinen ned, således at springfladen kommer ned i jordhøjde. Hermed bliver faldet ud over trampolinen ikke så højt. Det kræver ofte et stort hul og en masse sved på panden, ja, men set i forhold til risikoen for at børnene kommer til skade, så er dette nok en rigtig god ide. Sørg også for, at der er godt med fri plads omkring trampolinen, således at barnet ikke ved et uheld havner over i havemøbler, træer, buske mv.
Derudover skal man jævnligt efterse trampolinens enkelte komponenter. Spar aldrig på antallet af fjedre, og skift straks de fjedre, der har strukket sig. Trampolindugen bør selvfølgelig være hel, således at man ikke pludselig ryger gennem dugen eller får et ben på den forkerte side. Kontroller jævnligt fastgørelsesringe og syninger langs kanten. Ligeledes skal kantpuderne være intakte og ligge på plads, således at man ikke ryger ned mellem fjedrene. Evt. bukkede ben skal skiftes, således at der ikke pludselig opstår et funktionssvigt og trampolinen braser sammen midt under et spring.
Sikkerhedsnet omkring trampolinen er en god ide, men pas på at det ikke kommer til at opfattes som en ”sovepude”, således forstået, at man tror, at bare nettet er der, så kan intet gå galt.
Der bør aldrig være mere end én på trampolinen af gangen. Hvis der er flere, vil det uvægerligt gå galt.
Tag en grundig snak med de unge mennesker om rammer for, hvad de må og ikke må på trampolinen. Forsøg på at lære svære spring bør undgås. Brug i så fald hellere tilbuddene i en professionel klub, hvor indlæringen kan ske korrekt.

Overvej følgende

Hvis du synes, at bare tanken om at skulle klare de opgaver, der står ovenfor, er for meget, eller du ikke påregner omkostninger til vedligeholdelse... så lad være med at købe trampolinen.
Gør du det alligevel, så husk: Hold altid opsyn!

Grundejerforening

Trampoliner opstillet på egen grund er dækket af folks egne ulykkesforsikringer. Trampoliner på fællesarealer er ikke dækket af forsikringer - heller ikke PL's forsikringspakke! Er der således nogen, der kommer til skade på en trampolin opstillet på en forenings fællesarealer, så er det de medlemmer, der er i foreningen på tidspunktet for tilskadekomsten, der kommer til at dække erstatningskravet fra den skadelidte. Dette gælder også selv om det er et medlem i foreningen, der stiller sin trampolin til rådighed på foreningens område. Så uanset for sjovt, det ser ud, og uanset hvor tillokkende et forslag på en generalforsamling, omkring anskaffelse af en fælles trampolin, måtte være, så vær meget klar over risikoen. Vedtager en grundejerforening alligevel at anskaffe en trampolin, så bør de medlemmer, der har stemt imod forslaget, sørge for at få deres navne og indsigelse ført til referat. Kun herved har de en chance for ikke at blive omfattet af et eventuelt krav mod foreningen.

Kilde: Dansk Gymnastik Forbund, Ulykkes Analyse Gruppen, PL.

Parcelhusejernes Landsforening · Kirke Værløsevej 24, 1.C, 3500 Værløse · Tlf. 70 20 19 77 (9-15) · sekretariat@parcelhus.dk
Popup loading content
LOADING...
LOADING...