Mit Hus nr. 2010-01

Veje i vakuum

På den ene side har kommunen sine økonomiske hensyn til driften og på den anden side sidder kommunen som vejmyndighed og træffer suverænt beslutninger om, hvorvidt veje skal være private eller offentlige.
Der er nu en tydelig tendens til, at flere og flere kommuner, bevidst benytter deres dobbeltkasket til kommunal kassetænkning. Dette forstået på denne måde, at kommunen må se, at der mangler x antal millioner i kommunekassen, jamen så privatiserer man da bare et antal veje og vupti ”sparer” kommunen et større antal millioner over de næste par år.

Forbrugerbeskyttelse?

Og skal kommunerne sætte vejene i stand inden de overdrages til de borgere, der nu engang bor ud til disse nu pludselig private fællesveje, som borgerne fremover skal bekoste drift og vedligeholde af?

Nej da! Der er INTET på området, der f.eks. kan sidestilles med f.eks. forbrugerbeskyttelse.

Men skal vejen opprioriteres til en offentlig vej, så skal kommunen nok stille med krav om genopretning af vejen mod allernådigst at kategorisere denne som offentlig vej.

Lovgiversjusk

PL er sikker på, at da man lavede vejlovgivningen, så var intentionen, at kommunen skulle være den uvildige part på vejområdet, men faktum er, at som tiderne har udviklet sig, så har kommunerne vist sig ude af stand til at adskille sine særinteresser.

Men at tale om lovgiversjusk er nok at trække den for vidt, for hvordan kunne man dengang i ruder konges tid, da lovgivningen blev til, forstille sig en så utænkelig situation? Men nu er problemet altså aktuelt.

Og det rigtigt store problem er, at borgerne ingen som helst rettigheder har i sådanne sager.
Og det rigtigt, rigtigt store problem er, at der ingen som helst politisk vilje er til at regulere kommunernes tag-selv-bord.

Uanset hvor meget PL råber "vagt i gevær" overfor denne udnyttelse af skatteborgerne, så taler man for døve øren - og der kan ikke klages.