Mit Hus nr. 2010-01
Politiet advarer igen i år om, at det gode vejr også betyder, at det igen er højsæson for plattenslagere af mange forskellige slags.
En situation, som vi tidligere har skrevet om i Mit Hus, er, at (specielt ældre) mennesker bliver opsøgt af meget påtrængende mænd, der vil vaske deres hustage til overpris.
Andre tilbyder at lave brolægning eller asfaltarbejde meget billige priser. Eller det kan være østeuropæiske håndværkere, der udfører VVS-arbejde uden autorisation. Arbejdet viser sig som regel bare at være værdiløst. Eller også indkasserer gruppen et forskud og forsvinder. Problemet er særligt, at den pågældende husejer ikke rigtigt får den mulighed at sige "nej tak".
Mange kan måske også nikke genkendende til situationen med, at de er i gang med havearbejdet langs vejen, hvor de så bliver kontaktet af smart klædte personer, der "tilfældigvis" har en varekollektion liggende i bagagerummet til meget favorable priser. Fantastiske tilbud på mærkevarer, der dog efterfølgende viser sig hverken at være mærkevarer eller gode tilbud.
Omrejsende grupper af østeuropæere holder ind i nødsporet på motorvejen og forsøger at vinke bilisterne ind. De, der holder i den tro, at de kan hjælpe nogle, der er nødstedte, oplever i stedet at blive prakket falske guldsmykker og ure på eller ligefrem truet til at udlevere kontanter mv., eller at pengepungen simpelt hen er forsvundet bagefter. At penge forsvinder ses også ofte i supermarkeder mv., hvor lommetyvene specielt går efter ældre mennesker, hvor de støder ind i dem, forvirrer dem og fjerner deres punge fra tasker eller rollator.
Derfor advarer politiet mod at lukke fremmede udlændinge ind, at købe billige guldsmykker, falde for gode håndværkertilbud og mod at have punge eller værdigenstande liggende i let tilgængelige lommer eller åbne tasker.
PL's råd er, at hvis der er tilløb til tvivlsomme situationer, eller er du bare i tvivl, så ring til politiet straks. Oplevelser eller observationer bør også videregives til din grundejerforening og f.eks. lægges på hjemmesiden.