Tilbage til forside
Søg
Log ind
Om PL
Fordele
Mit Hus
Presse
Kontakt
Sådan gør du...
Udgivet den 31. Marts 2010

Mit Hus nr. 3 2007

Vejbelysning på private fællesveje

I forbindelse med omskiftning af vejbelysning fra luftledninger til jordkabler har der været forelagt Vejdirektoratet spørgsmål om, hvorledes man omkostningsmæssigt forholder sig i forhold til private fællesveje i byzone. Her er det jo ikke kommunen, der driver belysningen, men de enkelte husejere, der ligger til den private fællesvej.

I det konkrete tilfælde var der tale om tre veje, der udgjorde et sammenhængende vejnet, men med belysning af forskellig art og kvalitet.

Vej nr. 1 havde en ældre belysning, der opfylder gældende betingelser i dag, men pr. 2009 opfylder lamperne ikke nye krav, og kan kun meget vanskeligt vedligeholdes pga. manglende reservedele. Spørgsmålet var om kommunen er berettiget til at kræve dem udskiftet nu samtidig med den øvrige vejbelysning - set i lyset af at drifts- og vedligeholdelsesaftalen med el-leverandøren ellers vil blive opsagt i 2009?

Vej nr. 2 har belysning af nyere dato, der opfylder gældende betingelser på området både i dag og i fremtiden. Lamperne er forskellige fra den ældre belysning på samme vej og er efter sigende betalt af kommunen? Her var spørgsmålet, om kommunen er berettiget til at kræve dem udskiftet nu samtidig med de øvrige lamper på samme vej, sådan at belysningen fremtræder harmonisk?

Vej nr. 3 har belysning, der opfylder gældende betingelser både i dag og i fremtiden, men lamperne er betalt af grundejerforeningen. Det drejer sig om 5 lamper ud af et samlet antal på cirka 250 og spørgsmålet var om kommunen er berettiget til at kræve dem udskiftet nu samtidig med øvrige lamper i samme område, sådan at belysningen fremtræder harmonisk?

Vejdirektoratets udtalelse

Vejdirektoratet hæftede sig ved, at efter privatvejslovens § 45 kan kommunen jf. § 6 bestemme, at private fællesveje, skal holdes belyst af ejerne af de ejendomme, der grænser til vejen. Kommunen kan endvidere bestemme, at belysningen skal udføres ved dens foranstaltning, men for grundejernes regning. Kommunen kan bestemme, at eksisterende vejbelysning skal vedligeholdes således, at der sker en forbedring af vejbelysningen, jf. lovens § 45, stk. 3.
Vejdirektoratet mente derfor, at disse bestemmelser giver kommunen ret til at stille krav om, hvordan vejbelysningen skal udføres, herunder hvilke lamper der skal anvendes, og hvornår arbejdet skal udføres. Det er i denne sammenhæng uden betydning, hvem der har betalt den eksisterende vejbelysning.
Samlet mente Vejdirektoratet derfor, at kommunen i alle de nævnte tilfælde kunne kræve vejbelysningen udskiftet i forbindelse med jordlægningen af luftledningerne, således at den samlede vejbelysning fremstår ensartet, hvis dette i øvrigt kan begrundes sagligt både i teknisk og økonomisk henseende.

PL’s kommentar

Som lovgivningen er, kan PL ikke være ganske uenig med Vejdirektoratet i den pågældende afgørelse, men vi må desværre sige, at vi finder, at man i denne sag springer lidt let hen over gærdet, når man bare bestemmer, at det er de pågældende husejere, der skal afholde alle omkostningerne.
Årsagen hertil er, at man i omkostningsfordelingen ikke indregner, at el-leverandørerne ved en ensretning af masterne, lamper samt jordlægning af el-kablerne opnår en stordriftfordel, samt at selskaberne alt andet lige opnår en værdiforøgelse. Hertil kommer, at selskaberne jo erfaringsmæssigt samtidig nedgraver lysledere til bredbåndsforbindelser, som man så bagefter tilbyder husejerne at blive tilkoblet. Specielt i forhold til sidstnævnte kan PL ikke se, at husejerne skal betale for den del af arbejderne. Så alt andet lige mener PL, at der må fratrækkes et skønsmæssigt beløb på den endelige regning til husejerne.
Men ”smart” er det, at der nu pludselig skal ske udskiftning af master og gadebelysning. Det må jo have været en pludselig forældelse af de mange lysanlæg. For det kan da umuligt være sådan, at det er fordi, der skal spares penge på vedligeholdelse og skal lægges lyslederkabler alligevel, vel?
Så er det da godt, vi husejere igen er der til at betale gildet – mon vi så også får lavere priser? – Nå ikke?

06.07 09:22 Vejdata
16.07 14:33 Hømarker
26.03 12:17 De danske veje
Udgivet i Mit Hus 2007-03 tagget med Vej Belysning
Parcelhusejernes Landsforening · Kirke Værløsevej 24, 1.C, 3500 Værløse · Tlf. 70 20 19 77 (9-15) · sekretariat@parcelhus.dk
Popup loading content
LOADING...
LOADING...