Mit Hus nr. 3 2008

Det ideelle hus - fra et forsikringsmæssigt synspunkt

Af Henrik Westergaard fra Købstædernes Forsikring.

Vi er blevet helt vilde med det. Et utal af boligudsendelser i Tv og massive omtaler i de skrevne medier om køb og salg af private huse, om boligindretning, om ændringer i boliger, om nye køkkener og badeværelser, om tilbygninger, om arkitektoniske genistreger her og der, om vinderprojekter, osv., osv. Dette er naturligvis et udtryk for, at vi som aldrig før interesserer os for vore boliger. Drømmene om det ideelle hus eller indretning, lever videre. Alle har hver især sine drømme, og de er ligeså individuelle som mængden af forskelligartede boliger.
Når overvejelserne først kommer i gang om, hvorvidt dette eller hint hus måske skal købes, eller det eksisterende hus skal gennemgå en forandring, eller når de unge studerende på arkitektskoler eller etablerede arkitekter "leger" i det åbne rum, er det næppe sandsynligt, at man i sine tankebaner tænker på, hvad et forsikringsselskab eventuelt kunne mene, set ud fra den kendsgerning, at det trods alt ofte vil være et forsikringsselskab, som skal bære "smerten" - eller rettere husejernes egne præmieindbetalinger, som efterfølgende skal overføres til de skaderamte husejere, når skader sker.
Forsikringsselskaberne erstatter i sagens natur de skader, de er forpligtet til at erstatte i henhold til policen og forsikringsvilkår. Jo flere og dyre skader, jo højere præmier må husejerne naturligvis betale. Sådan er systemet. Det "system" har sjældent direkte nogen forbindelse med den enkeltes boligdrømme eller håndværkeres og arkitekters hverdag, at gøre. Og det har heller ikke noget at gøre med de udbudspriser for huse, som fx ejendomsmæglere, efter aftale med sælgerne af husene, forsøger sig med. Der eksisterer ingen sammenhæng mellem latente skaderisici og prisen for et hus.
Det er synd, at man normalt ikke tænker på den viden, et forsikringsselskab har om denne og hin hustype eller bygningskonstruktion, fordi forsikringsselskaberne årligt udbetaler erstatninger efter skader på private huse for godt 2,6 milliarder kroner. I de år, hvor der har været kraftige storme og/eller kraftige nedbørsmængder, er skadeudbetalingerne mange gange større.
Den skaderamte husejer, skal naturligvis også tænke på alt det besvær, man skal igennem - måske bøvl med forsikringsselskabet, "livet" i den midlertidigt opstillede campingvogn, mens skaden udbedres, de dårlige håndværkere eller håndværkere, som ikke lige findes her og nu, byggematerialer, som ikke kan leveres, fejlleverancer, materialer på byggepladsen, som er forsvundet, afholdelse af mange "tvungne" fridage fra sin arbejdsplads for at ordne papirer, eller have møde med håndværkere med flere, osv., osv.
Selvom et forsikringsselskab udbetaler erstatning, er en skade på huset sjældent en rar oplevelse for den enkelte.
Det er heller ikke rart, at have købt et hus for efterfølgende at finde ud af, at man har "købt katten i sækken". Med lidt bedre omtanke burde man måske slet ikke have købt huset eller have købt det for en væsentlig lavere pris, fordi fx flere byggetekniske forhold ikke er optimale. Der er mange, som ikke tænker sig om, inden et hus købes eller ændres.

Naturen er i sig selv destruktiv

Sådan har det og vil det altid være. Naturen nedbryder alt eller forsøger på det. Sol og varme, frost, regn, sne, storm og til tider oversvømmelser. Hertil kommer millioner af forskellige svampearter. Svampe, som kom til jordkloden milliarder af år før de første mennesker så dagens lys. De har mange års forspring. Der er både gode og "onde" svampe. Uden svampe ville vi slet ikke kunne overleve, men de onde kan i vid udstrækning undgås. Sidstnævnte både nedbryder træ og murværk og kan gøre os syge. Luftvejs-problemer - astma og allergi med videre.
Det er en let sag, at opføre huse eller ændre dem, så man fremmer naturens nedbrydning. Der er der rigtig mange eksempler på, ligesom manglende interesse for vedligeholdelse også fremmer naturens nedbrydning. Men man kan også gennem fornuftige bygningskonstruktioner og jævnlig vedligeholdelse udskyde naturens nedbrydning og skabe huse, der er sunde for mennesker år efter år. Og som køber af et helt nyt eller et "brugt" hus, står det jo frit for alle at bruge hovedet, så man forsøger at undgå de værste ærgrelser.

Vand, vand og atter vand samt svampe

Ser man på forsikringsselskabernes samlede erstatningsudbetalinger i et normalt år - det vil sige uden for mange kraftige storme og voldsomme oversvømmelser - repræsenterer skader fra regnvand/nedbør ca. 27 % af erstatningsudbetalingerne og skader fra skjulte rør- og stikledninger ca. 35 %. Hertil kommer udbetalinger i forbindelse med svampe- og insektskader, som repræsenterer omkring 10 % af de samlede udbetalinger. Vandskader og svampeskader udgør således ca. 72 % af udbetalingerne…år efter år.
Man skal altså være særlig opmærksom på vand og svamp, når man kigger på et ellers "lækkert" hus i købssituationer, eller hvis man påtænker at ændre bygningskonstruktioner.
Der er nogle enkle grundforudsætninger, man bør være opmærksom på, hvis man altså ønsker, at tænke sig godt om.
Nedbør skal så hurtigt som muligt ned i jorden. Det er det, som er formålet fra naturens side med nedbør. Det må ikke hindres heri, fordi fx en arkitekt eller bygningskonstruktør synes, at det ville være smart for husets udseende med denne og hin hindring.

Klimaskærmen

Et hus skal have en ordentlig "klimaskærm" (tag, udhæng, murværk, træværk, med mere), så nedbør kun minimalt rammer husets facader, gavle og vinduesrammer. Tagets hældningsgrad skal helst være mindst 25 grader, og udhænget skal hele vejen rundt om huset være på mindst 50-60 centimeter.
Med andre ord dur huse med flade tage eller med en meget lille hældningsgrad slet ikke set med et forsikringsselskabs øjne.

Flade tage eller tage med en lille hældningsgrad er i orden på udhuse og carporte med videre, hvis det øverste slidlag af tagpap udskiftes mindst hvert 10. år. Hindres nedbør i hurtigt at komme ned i jorden, vil det blot vente på en sprække/revne i taget. Og så har vi vandskaden eller svampeskaden. Har husets tag en mindre hældningsgrad end 25 grader, opstår der meget hurtigt svampe- og algeforekomster på tagbelægninger, som så også holder på nedbøren og forstærker nedbrydningerne.
Er husets udhæng ikke-eksisterende eller meget lille, vil vinduesrammer og dørpartier blot efter få år, blive angrebet af svamp.

Udragende spær- og remender af træ

Det burde sige sig selv, at sådanne løsninger er tåbelige, men de eksisterer vel i flertallet af de danske huse. At lade ender på spær (ikke så ofte forekommende som udragende remender) eller at lade remender (ofte benævnt murremender) rage ud fri natur, kan jo kun føre til én ting, nemlig angreb af svampe. Dette ses at være tilfældet på mange af de parcelhuse, som blev opført i 1960erne og 70erne, hvor de bærende remender allerede er nedbrudte, men konstruktionsmåden anvendes så sandelig også den dag i dag i nye byggerier.
En uafdækket spær- eller remende suger 50-60 gange så meget vand til sig, som den lige flade på spær- og remenderne. Derfor kræver forsikringsselskaberne for at tilbyde svampedækning, at disse remender skal være indkapslede med zink eller lignende, og at de skal være ventilerede, så "skjult" vand bag indkapslingen kan fordampe.
Men, men. Det fornuftige hus skal slet ikke have udragende remender. Hvis det har det, skal remenderne være beskyttet af det overliggende tag, så nedbør ikke kan ramme remenderne. Og til trods herfor, skal remenderne jævnligt behandles med svampedræbende midler (malinger) og alligevel indkapsles.
Disse murremender afslutter typisk et hus murværk. Ovenpå murværket lægges så - i husets 2 facader - en langsgående murrem af træ. Denne murrem indgår i fastgørelsen af husets spær og lægter og rager ud i husets gavle. Derfor er det jo ikke særligt smart, hvis denne murrem af træ bliver angrebet af svampe, fordi husets konstruktører/arkitekter har valgt en løsning, hvor så vitale dele af et hus nærmest siger til svampene: "Kom og angrib mig".
Den bedste løsning består i, at murværket er muret helt op og/eller en trækonstruktion, så remmene slet ikke kommer "ud i det fri".

Skjulte tagrender

Er også en uhensigtsmæssig ide, når man tænker på de skademæssige konsekvenser. Tagrender skal være synlige, så de hurtigt afleder nedbør og så man kan se, om de måtte være utætte. Synlige tagrender er meget lettere at rense for blade og snavs. Huse med skjulte tagrender har ofte det problem, at det omkringliggende træværk er mørnet af vandpåvirkninger eller ligefrem angrebet af skadelige svampe. Man ved jo normalt ikke, hvad der sker de steder, man ikke kan se. Har et hus skjulte tagrender, bør man som eventuel køber alene på grund af dette, kræve at husets pris nedsættes med omkring 30.000 kr.
På mange huse fra 60erne og 70erne er det muligt, at ændre den skjulte konstruktion, så der etableres synlige tagrender.

Skotrender og zinkafdækninger omkring skorstene

Mange vinkelbyggede huse har sådanne - naturligvis på taget, nemlig der hvor den ene vinkel på huset møder den anden vinkel. Erfaringen viser, at der meget ofte er angreb af svampe omkring det tilstødende træværk i husets loft, ligesom det zink man har anvendt for at nedbør kan løbe ned i tagrenderne, nu og da er utæt. I en skotrende samles alle former for snavs og bedre er det ikke i perioder, hvor det sner. Det er et rigtigt "opsamlingssted". Derfor skal man være omhyggelig med rengøring og se efter eventuelle nedbrydninger af træværk.
Hvis man skal være lidt af djævlens advokat må man skrive: "Hellere et hus uden skotrende end et hus med". Det kan betyde, at et længdehus kan være at foretrække.
Utætte zinkafdækninger omkring skorstene, som medfører at nedbør kan trænge ind i tag/loftskonstruktionen, er ofte en genganger. Kontroller jævnligt sådanne steder.

Husets sokkel og fundament

Også husets sokkel skal være synlig. Mindst 8-10 centimeter af soklen skal være synlig og må ikke tildækkes af planter og/eller belægningssten. Soklen skal kunne tørre af sol og vind efter påvirkninger af nedbør. En fugtig sokkel kan medføre, opfugtning af murværk både ud- og indvendigt og af træværk, herunder trægulve inde i huset, som kan angribes af fugt/vand - skimmelsvampe. Manglende murpap mellem fundamentet og den nederste række mursten, vil give fugtvandringer i murværket og generelt medføre opfugtninger andre steder i huset - fx i isoleringsmaterialer.
Er soklen konstant våd og/eller fugtig, selv i varme perioder, kan det tyde på, at der er noget galt i det underliggende fundament. Måske er det såkaldte kapilarbrydende lag ikke tilstrækkeligt og/eller er udført forkert. I så fald kan det dreje sig om meget alvorlige forhold af økonomisk karakter.
Man bør også se efter revner i soklen/fundamentet. Mindre svindrevner har ingen betydning, men egentlige sætninger af fundamentet - måske vandrende op i murværk - bør medføre, at man fx i købssituationer takker pænt nej tak til at købe huset, medmindre årsagerne foreligger utvetydeligt beskrevet i en sagkyndiges rapport, herunder hvad udbedringsomkostningerne vil beløbe sig til. Men det bedste råd: "Kig hellere på et andet hus".
Hvis der op til husets sokkel - hvilket er en god ting, at gøre - lægges belægningssten, bør man sørge for, at der er en lille hældning på stenene, så nedbør løber væk fra huset og ikke ind mod huset. Husk: "Vand skal væk, så hurtigt som muligt".

Ugler i mosen

Som et godt gammelt råd skal man vide, at huse med gade- og eller vejnavne, hvori ordet "mose" indgår, står for, at der givetvis i tidligere tid har ligget en mose i området eller i nærheden af området. Nødvendigvis behøver der ikke at være noget galt med det med hensyn til husets bæreevne, fundament og kapilarbrydende lag, men det indikerer, at man skal skærpe sin opmærksomhed, som en potentiel køber af huset. En tidligere mosegrund er blød, set i modsætning til et fundament som hviler på hård lerjord. Man kan ikke tage fejl af "mosen" - fx Gammelmosevej, Gyngemosen, Moseager, osv., osv.

Træer og planter

Store træer hører slet ikke hjemme i en parcelhushave, men ude i en skov. Store træer vælter nu og da i storme og ødelægger bygninger, de løfter vandstik- og kloakledninger og/eller deres rødder vokser ind i rørene, de kan ødelægge fundamentet på huset, de skygger og tiltrækker nedbør/fugt omkring huset og de giver mange algevækster på tage og murværk. Heller ikke birketræer hører hjemme i en almindelig parcelhushave. Få dem fjernet og betal, hvad det koster, at få professionelle træfolk til at fjerne dem. Store træer må under ingen omstændigheder stå lige i nærheden af bygninger. Så beder man selv om en skade.
Den er også helt gal, hvis man lader buske eller andet stå op ad husets facader eller gavle eller - som man se dagligt - lader slyngvækster vokse op ad huset. Den væsentligste bestanddel for en hver plantes liv er vand. I sagens natur trækker planten vand til sig og det går ofte ind i mur- eller træværk, som opfugtes. Mange planter "lever" af samspillet mellem mur- og træværk, men med den konsekvens, at sidstnævnte ødelægges. Svampeskader er uundgåelige, men også husets beboere hører til blandt den udsatte gruppe i form af risikoen for sygdomme. Lad huset få mindst 3 meters "frihed" for planter/vækster eller andet, så huset kan få luft og tørre ud efter fugtige perioder.
Med andre ord: "Vær særlig opmærksom, hvis der i nærheden af huset eller på eller op til huset enten er store træer eller plantevækster". Det kan være klogt, at holde interessen væk fra sådanne huse.

Fra kulkælder til ungdomsværelse eller hobbyrum

Det er en klassisk én under gruppen - købers bristede forventninger. Fugt trænger også gennem fundamenter og overraskende er det vel ikke, når en kælder oprindeligt er opført med henblik på opbevaring af kul, at den så også er dårligt isoleret, hvorfor den slet ikke kan anvendes til nogen form for opholdsrum. Kældre i huse opført før 1950erne er ofte kulkældre. Det bør man vide, inden man køber huset. Måske bør man så slet ikke købe huset, eller i hvert fald ikke brokke sig efterfølgende, hvis der er sundhedsfare eller direkte ødelæggelser på grund af fugt.

Vand og vandskader fra skjulte rørinstallationer i huse, placeret under gulve, i vægge, mv.
Bygningsskader herfra udgør omkring 35 % af de samlede erstatningsudbetalinger på villa- og parcelhusforsikringer. Dermed indtager disse skader 1. pladsen af alle skader. Vandskader fra skjulte rørinstallationer udgør erstatningsmæssigt næsten det dobbelte af samtlige erstatninger til brandskader, så derfor er der al mulig grund til at være påpasselig og opmærksom.
Generelt er det en tosset ide, at skjule installationer med vand under gulve og i vægge. Ingen kan jo se, hvad der sker med disse rør og en skønne dag, sker skaderne. En langt bedre løsning består i synlige rør, som vel ikke er så grimme og/eller krybekældre under stueetagens gulve. Med en tilstrækkelig "loftshøjde" i en sådan krybekælder kan man komme til at reparere utætheder, ligesom udsivende eller udstrømmende vand ikke forvolder den helt store skade. Vandet løber blot ned på krybekælderens klaplag af beton, og skaden vil formentlig hurtigt opdages i form af manglende vandtryk på brugsvandet og/eller at fyret mangler vand til radiatorsystemet.

Kobberrør

I begyndelsen af 1960erne kom typehusbyggeriet for alvor i gang, og i Danmark overtog man en ide fra Sverige om, at skjule rørinstallationer under gulve og i vægge - ikke mindst ved anvendelse af kobberrør. Vel omkring 40 % af husene i dag har skjulte rørinstallationer, hvori der indgår kobberrør.
Kobberrør er der i sig selv ikke noget i vejen med, men problemerne med dem og dermed de efterfølgende vandskader består ofte i "kvaliteten" af de håndværkere (Vvs-folk) eller gør-det-selv-folk, som i sin tid nedlagde eller samlede rørene. Forholdet er det, at der i type/parcelhuse fra dengang som oftest er omkring 40-50 skjulte rørsamlinger - samlinger som er foretaget manuelt med lodninger.
Kobber er et elastisk materiale, som kan udvide sig ved høje varmegrader og trække sig sammen ved lavere grader. Hvis den håndværker eller andre som i sin tid loddede samlingerne ikke sørgede for, at de loddede rør var helt rene for snavs eller sørgede for, at lodningen kom hele vejen rundt om hver enkelt samling, ja så har vi skaden - ofte mange år efter fejlen blev begået. Faktisk er det et håndværk i sig selv, at kunne lodde rørene sammen korrekt, men det er de færreste som besad dette "håndværk" til fulde.
En anden fejlkilde, som hver eneste dag forvolder mange skader består i, at håndværkerne er kommet til - vel i dumhed - at foretage for kraftige bøjninger på kobberrørene. Når vandet i rørene har et ensartet tryk - uanset om det drejer sig om brugsvand eller vand i varmesystemer - og det skal passere det sted, hvor for kraftige bøjninger er foretaget, vil vandet det pågældende sted i røret cirkulere. Der er ikke plads til det. Derfor opstår der turbulenstæringer, hvor indersiden af rørvæggen nedslides og en vandskade er uundgåelig.
Nu om dage er der opfundet apparater, som tryklodder rørene sammen, men også her skal man dog være opmærksom på håndværkerens arbejde. Disse sammenpresninger kan blive utætte.

Pexrør

I moderne byggerier er der sket et væsentligt fremskridt med hensyn til risikoen for vanskader med mere, når det drejer sig om skjulte rørinstallationer. For vel omkring små 20 år siden, så Pexrøret dagens lys. Det er af kunstfiber, som kan tåle meget høje temperaturer og meget lave - ja, endda frostgrader. Det er en slags plasticslange, som er bevægelig i modsætning til kobberrør. Pexrøret kan man se på bagsiden af de fleste vaske- og opvaskemaskiner af nyere dato.

Næsten samtidig med Pexrørets fremkomst opstod en god ide, nemlig ideen om en form for "fordelingscentral" af de mange rørledninger i husene. Før da - i kobberrørtiden - forgrenede rørene sig via samlinger, men ved anvendelse af fordelingscentralen monteres Pexrørene fra sted til sted. Det vil sige, at der fx fra koldtvandshanen i køkkenet føres et Pexrør direkte til fordelingscentralen - ofte placeret i husets bryggers. Ditto med hensyn til de øvrige vandhaner mv. Systemet har den klare fordel, at man ved et eventuelt brud på dette Pexrør kan trække et nyt rør uden at skulle berøre alle andre rør. Pexrør anvendes også i forbindelse med gulvvarme i husene. Et hus med Pexrør er naturligvis bedre "vandskadesikret" end et hus med skjulte installationer af den gammeldags slags, men et hus med helt synlige rørføringer, er dog fortsat at foretrække, rent risikomæssigt for at undgå skader og efterfølgende sygdomme hos beboerne.

Fritids Vvs-eren

Vi ser dem jo dagligt og især i weekenderne i diverse byggemarkeder, nemlig handymanden som "leger" med det ene og andet i sit hus. Denne handymand var i 60ernes og 70ernes byggerier nærmest altomfavnende, fordi mange huse fra dengang er selvbyggerhuse. Og skaderne væltede ind og har siden gjort det.
Handymanden er nu om dage blevet til en "ændringsmand", fordi det nu om dage primært drejer sig om at foretage reparationer, mindre tilbygninger og små forbedringer i huset. Når det drejer sig om vandskader, har handymanden ofte været på spil.
Forsikringsmæssigt er det sådan, at en bygningsforsikring normalt ikke erstatter skade som skyldes fejlkonstruktion, fejlmontering mv. Tusindvis af bygningsskader er i årenes løb, løbet gennem hovedet på forfatteren af denne artikel, men særlig én skade på vandområdet, vil næppe blive glemt. Det unge pars helt nye og dyre parcelhus var netop blevet færdigbygget. Det var bygget af professionelle håndværkere, men det unge par trængte til en lille ferie af 8 dages varighed i udlandet. Når de kom hjem, skulle de flytte ind i det helt nye hus med blandt andet flotte trægulve.
Svigerfaderen til sønnen lovede, mens de var væk, at flytte den gamle vaskemaskine fra deres tidligere hus til det helt nye hus, hvilket han også gjorde. Imidlertid passede slangeforskruningen på den gamle vaskemaskine ikke til den tilslutningsanordning, som der var i det nye hus bryggers, hvorfor svigerfaderen måtte gøre, hvad han kunne, så det unge par kunne anvende vaskemaskinen, når de kom hjem fra ferie.
Resultatet var, at svigerfaderen åbnede for vandet til vaskemaskinen, og det hele virkede tæt. Efter han forlod det helt nye hus, gik det galt. Slangen til vaskemaskinen ville ikke sådan rigtig med tilslutningsstudsen i bryggerset, og vandet stod ud i stride strømme i ca. 5 dage, inden det unge par kom hjem fra ferie. En samlet vandskade til 380.000 kr. Forsikringsselskabet ville ikke erstatte skaden, og selvom sagen endte i landsretten, fik forsikringsselskabet medhold i, at der forelå en fejlmontering. Synd for det unge par og denne svigerfader.
Moralen er: Rør aldrig selv ved vand- eller elinstallationer. Lad professionelle gøre dette.

Hvem har bygget?

Et andet godt råd i forbindelse med overvejelser om køb af et hus: Spørg om, hvem der i sin tid har bygget huset. Er det et selvbyggerhus - hvilket ofte kan ses af ikke-fagfolk - så giv det en tanke og vær yderligere opmærksom. Dermed ikke skrevet, at der ikke blandt selvbyggere kan findes egnede håndværkere, som selv har opført deres huse, og at der blandt ikke-fagfolk ikke findes folk, som besidder den rette åre. De "rigtige" håndværkere kan også være af megen tvivlsom karakter. De dygtige håndværkere med den lange mesterlæreuddannelse er sikkert i dag døde eller gået på pension.

Svampeskader

Disse skader er i regelen alvorlige, fordi de dels nedbryder ofte bærende trækonstruktioner i huse, dels kan medføre sygdomme hos boligens beboere.
Der er svampe overalt - også i vore håndflader og vi kan ikke leve uden svampe. Men den slags svampe som angriber vore huse, kan vi dog godt undvære, i hvert fald i vore huse.

Træ- og murnedbrydende svampe trives godt eller særdeles godt, hvis de får lov til det. Det er kombinationen af fugtighed/vand og varme, som udklækker de forskellige arter af skadelige svampe. Deres trivsel er stort set styret af os mennesker for så vidt angår bygninger, nemlig i form af, at vi bygger på en uhensigtsmæssig måde - uheldige bygningskonstruktioner, herunder konstante på-virkninger fra nedbør - eller ikke gør noget for at bekæmpe svampene (plejemidler eller træbeskyttelsesmidler mv.) eller at vi lever forkert i vore boliger (skimmelsvampe, som er sundhedsskadelige).
En sammenfatning af dette problemområde består i:
- En for ringe klimaskærm for beskyttelse af huset, herunder vindues- og dørpartier
- Misligholdte vindskeder og dækbrædder (brug trykimprægneret træ)
- Mangelfuld vedligeholdelse af synligt træværk - træbeskyttelse
- Tilstoppede skotrender og tagrender, så vand påvirker omkringliggende træ
- Huller i tagbelægninger, herunder defekte tagplader/tagsten/zinkafdækninger
- Nyt træ som allerede er angrebet af svamp fra leverandørens side
- Manglende afdækning af isoleringsmateriale i forbindelse med byggeri
- Utætheder i husets skjulte rørsystemer
- Ingen ventilation eller tilstopning af ventillationshuller i husets sokkel/fundament
- Ingen udkradsning af fuger i murværk umiddelbart over husets sokkel eller tildækning af disse (for ventilation under husets gulve og af isoleringsmateriale i vægge)
- Plantevækster eller træer op ad eller for tæt på huset

Svampe i relation til menneskers helbredstilstand
- skimmelsvampe
- Tørring af vådt tøj inde i huset
- Ingen af/optørring af gulve og vægge eller åbning af vinduer efter bade
- Ingen eller manglende daglig udluftning af boligen (gennemtræk bør der skabes mindst 2 gange dagligt af 5-10 minutters varighed - åben alle vinduer og døre)
- For hyppig gulvvask i soveværelser (man bør for det meste nøjes med en støvsuger i soveværelser)
Stort set hver dag må forfatteren i sine togture "lugte" til ellers ukendte medmennesker, hvis tøj lugter af mug. De kan næppe lugte det selv. Indeklimaet er problemet - kolde, fugtige og måske dårligt isolerede boliger, er årsagen. Skru mere op for varmen og luft hyppigt ud.

Bygningsskader forvoldt af skadedyr

I den samlede erstatningsmæssige verden fylder skader forvoldt af insekter ikke ret meget, selvom de er irriterende at have. Det er murbier, som er mest generende erstatningsmæssigt - og de kan gennem voldsomme angreb i fugerne på et hus forvolde rigtig store skader - også af økonomisk art. Dog går det sjældent så galt. De angriber normalt fugerne i husenes syd- og vestsider, men der er ingen garantier med hensyn til de andre verdenshjørner. Murbiangreb er normalt forbeholdt de huse, hvor fugerne er udført med bakkemørtel og en porøs én af slagsen (man kan have sparet på cementen). Med andre ord skyldes angrebene enten en dårlig murer eller fugernes alderdom, hvor de i tidens løb er blevet porøse. Det er relativt let at bekæmpe og forebygge murbiangreb.
Visse typer af bier og hvepse kan godt finde på, at bygge boer fx i loftsrum. De forvolder dog ingen skade, bortset fra at man naturligvis skal passe på med, ikke at blive stukket af disse irriterende dyr.
Selvom flere forsikringstagere i tidens løb har påstået det, nemlig at tissemyrer forvolder skader, er sådanne påstande aldrig blevet accepteret ved nogen faglig domstol. Tissemyrer er irriterende, men de skader ikke bygninger. Et andet dyr - en bænkebider - som normalt gemmer sig under sten, kan godt i visse særlige situationer forvolde skade, men en bænkebider er ikke et insekt. Der er tale om et krebsdyr, som ikke er omfattet af begrebet en insektskadeforsikring.

Mus og rotter

Noget andet er mus og rotter. Begge typer af dyr er smittebærende. Tidligere troede videnskaben, at det kun er rotter som er sundhedsskadelige for mennesker, men nyere forsk-ning har vist, at mus er ligeså smittebærende. Samtidig hermed er de skadelige for selve huset. De gnaver både i træ og i elledninger og medfører nu og da alvorlige brand- og/eller kortslutningsskader. Ved angreb af rotter er der pligt til, at anmelde det til kommunens tekniske forvaltning, så kommunen kan bekæmpe dem, men kommunen udbedrer ikke eventuelle skader på bygningen.
Rotter trives i "beskidte miljøer". Det vil sige i kloakker eller på landjord, dér hvor der fx ligger madaffald, i brændestabler, hvor mennesker sjældent kommer, i dårligt lukkede skraldebøttespande, osv. Det er sjældent, at rotter løber ind i husene, medmindre der forefindes så store udluftningskanaler (måske er ristene ikke egnede mere eller blot mangler). I så fald trives rotter ganske godt under husets gulve og det kan høres. Smid rotte og/eller musegift langs mursoklen udvendigt for at forebygge og sørg for, at alle ventilationshuller er så små, at rotter ikke kan komme igennem. Det samme gælder for mus, som er langt mindre end rotter. Anskaf noget bevægeligt metaltråd (man kan vist ikke købe færdige metalgitre) og håndklip et lille gitter til hver enkelt udkradset fuge i husets udvendige side.
Hvis det er muligt, så læg også gift ud på huset loft. Her er det lettere, at finde og fjerne døde dyr. Kom ikke rotte eller musegift fx ned ved faldstammen i køkkenet. Der sker blot det, at dyrene dør under gulvet og det kan give ubehagelige lugtgener, uden at man er i stand til at fjerne dyrene.
Igennem årene har mange huskøbere købt "rottereder". Manglende aflukning af adgangsveje til husene (ventilationskanaler) og dårligt vedligeholdte huse med porøse fundamenter og fuger, eller huse, som har været for længe alene hjemme, er oplagte valg, hvis man ellers er en rotte. De efterfølgende retssager slider på folks nerver. Det tager lang tid, fordi den tidligere ejer jo kan sige, at vedkommende aldrig har set en rotte, osv. Drømmehuset er blevet til et mareridt, og det kan økonomisk set blive et dyrt mareridt.

Husets elinstallationer

Godt 20 % af erstatningsudbetalingerne på parcelhusforsikringer anvendes til dækning af brand- eller kortslutnings-skader. Langt den hyppigste årsag til brande består i fejl i husenes elektriske installationer. Forhold, som at glemme at slukke et stearinlys eller fyrværkeri ved nytårstid, repræsenterer totalt set ikke ret mange brandskader på de private huse.
Nej, det farlige består i elledninger - deres forbindelser frem til og i tilknytning til stikdåser, herunder loftsudtag og lignende. Kombinationerne består i, at handymanden har været på spil, løstsiddende/liggende ledninger, elinstallationer, som slet ikke er beregnet til at kunne håndtere givne strømmængder samt dyr, der gnaver ledninger over. Hertil kommer skader på grund af elpærer, som berører brandbart materiale (fx i loftsrum) samt tilstoppede tørretumblere, som man lader køre, når der ikke er nogen hjemme i boligen. Sluk altid for strømmet på væggen til vaskemaskiner og tørretumblere, når de ikke anvendes.
Står man i en huskøbssituation er det en rimelig let sag at se, om elledninger, stikdåser med mere flyder rundt, om stikudtag ved gulve og i vægge er af ældre dato, og om der i husets bryggers er et HFI-relæ eller endnu bedre - et nyt krav i alle huse - at der er et HPFI-relæ. Disse relæer vil slå fra ved blandt andet kortslutninger og det sidstnævnte, nyeste relæ, vil også slå fra i tilfælde af lyn og tordenvejr.
Lad en autoriseret elinstallatør gennemgå husets elektriske installationer inden en eventuel købsaftale underskrives.

De nyeste parcelhuse

Siden det fra begyndelse af 1960erne stort set blev økonomisk muligt for de fleste at købe et hus eller lade det opføre, og de mange typehusfirmaet samtidig og efterfølgende så dagens lys, er der opsamlet en mængde viden og erfaringer om, hvordan man ikke skal bygge og/eller vedligeholde husene. Husene fra dengang står jo endnu, og de fleste er i tidens løb handlet - ofte mange gange. Heldigvis har byggemyndighederne i tidens løb - netop på grund af erfaringer - foretaget flere ændringer i byggelovningen. Således må man ikke længere opføre huse med helt flade tage. Der skal nu være en vis hældningsgrad på tagene.
Kravene om husenes elinstallationer er skærpet, blandt med et krav om installation af HPFI-relæer, ligesom skjulte rør nu skal udføres ved brug af Pexrør og en "fordelingscentral".
På den lange bane kan vi imidlertid se frem til visse uheldige elementer i forbindelse med de parcelhuse, som opføres selv i år 2008. Revner i husenes indervægge er allerede set i flere af de helt nyopførte huse. Ofte pynter byggefirmaerne kun husene udvendigt med mursten, mens indervæggene er færdigleverede betonplader på byggepladsen. Disse betonplader (indervægge) spartles så efterfølgende i samlingerne og til sidst forsyner man - inden væggene males - væggene med væv, måske netop for at huskøberne ikke sådan lige med det samme skal opdage, at visse vægge slår revner.

Økonomisk og tidsmæssigt set, er det næppe meget dyrere eller tager meget længere tid - i stedet for ovenstående - at lade murere opmure både på inder- og yderside af huset. De kan gøre det i samme arbejdsgang. Derved opnår man et rigtig solidt murermesterhus, hvor indervægge efterfølgende enten kan pudses - som i gamle dage - eller filses, så murstenene kan ses, for derefter at blive malet. Husets kvalitet og formentlig også sundheden blandt beboerne, vil derved blive højnet betydeligt.
En anden uheldig tendens er de mange karnapper. Smukke og smarte er de at se på, men de er ofte ikke beskyttet tilstrækkeligt af huset klimaskærm. Følgen er, at der er svampeskader i træværket omkring dem om få eller lidt flere år.
I mange af de helt nye parcelhuse er der gulvvarme overalt - også i opholdsstuer. Det ses ofte, at trægulve - netop for at varmen sådan rigtigt skal kunne trække op i gulvet - er af en meget tynd kvalitet. I praksis vil det komme til at betyde, at gulvene næppe kan tåle en afslibning - måske kun en enkelt gang. Tænker man på, at et sådant hus måske skal sælges flere gange i årenes løb, bliver de ringe gulvkvaliteter et virkeligt stort problem.
Endelig ses ofte vindues- og dørpartier af træ værende af en meget dårlig kvalitet. De kan meget hurtigt blive angrebet af råd og svamp. Typehusfirmaernes vindues- og dørleverandører er givetvis fuld på højde med de tilsvarende varer, vi kan købe i byggemarkeder, men der er ofte tale om discount kvalitet, hvor produkterne ikke er fremstillet af kærnetræ. Man behøver ikke, at betale ret meget mere for at opnå kvalitet.

Nogle praktiske oplysninger førend det helt nye parcelhus - anno 2008 - købes

Når man køber et hus eller lader et nyt hus opføre, skal man altid tænke på, om det nu også kan sælges den dag, man ønsker det. Mange husejere har i årenes løb dummet sig. Det er ikke givet, at alle synes om, at male alt for meget træværk hver 4. - 5. år, eller at der skal rekvireres stiger, når en reparation af taget skal foregå, ligesom det heller ikke er rart, at de flotte ovenlysvinduer næsten er umulige at komme til, når de skal pudses. Edderkopper vil altid danne deres spind uanset hvor i et hus.
Det kan godt være, at det er en dygtig og kendt arkitekt, som har tegnet huset, men det kan man ikke bruge til noget, når huset skal stå sine daglige prøver i anvendelse. Det er heller ikke rart, hvis man ikke har huset eller haven "for sig selv", forstået på den måde at alle kan kigge ind i boligen - fx på grund af for store glasarealer, eller at haven dagligt kan beses af naboboligejere med boliger i flere plan.
Byggevirksomhederne har i årenes løb gjort meget for at komme af med den såkaldte "pistolgang", som er udpræget i husene fra 1960ernes og 70erne. Pistolgangen er den lange gang, som boligens værelser/toiletter støder op til. De ofte 7-8 m2 disse pistolgange udgør af en boligs samlede areal, er nu om dage erstattet af køkken-alrum og/eller køkkener og opholdsstuer i det samme lokale.
Ja, smag og behag er forskellig, men jeg kunne få min hustru til at forberede mad for vore gæster i et åbent køkkenmiljø, hvor alle kan se, hvad der foregår, fordi gæsterne venter ved spisebordet, og det ville heller ikke være rart for vore møbler, at de til trods for en godt arbejdende emhætte, skal stænkes til eller lugte af mados. Nej, pistolgangen er langt at foretrække i den praktiske verden, ligesom et køkken, en spisestue og en opholdsstue hver for sig, er idealet.

1. eller 2. sal.

I tidens løb har jeg talt med rigtig mange ejere af boliger i flere plan, som har været kede af det. Det er ikke kun varmen på 1. salen, som generer på varme sommerdage, men også det forhold, at man i ét væk skal løbe ned i stueplan, hver gang man har glemt ét eller andet, eller løbe op på de små børns værelser, når de tuder og lignende. Det giver naturligvis god motion, men også irritationer. Tænk også på den ugentlige støvsugning, eller at små børn kan slå sig slemt, når de falder ned ad trappen. For de lidt ældre boligejere er huse med flere plan ikke nogen god udfordring. Eller du kan for den sags skyld risikere at pådrage dig en idrætsskade, der begrænser din førlighed og giver problemer med bentøjet eller måske ligefrem spørgsmål om anvendelse af kørestol. Rent skademæssigt er huse i flere plan mere udsatte for skader end etplanshuse - vandskader i og fra etageadskillelser er en hyppig genganger.

Liebhaverejendomme

I regelen er de smukke disse ofte store beboelseskasser fra slutningen af 1800-tallet og begyndelsen af år 1900, men inden man begiver sig i kast med sådanne huse - hvis man i øvrigt har penge til det og/eller står på god fod med sin bankrådgiver - bør man være klar over, at de i regelen er dårligt isolerede og koster en hulens masse penge til opvarmning og løbende vedligeholdelse, herunder til forsikringer, offentlige skatter og afgifter. Når fx en håndværker skal afgive tilbud på reparationer, vil de indbyggede gener vel altid reagere noget i retning af: "Husets ejer må have mange penge og det smitter af på min tilbudsgivning", ligesom diverse indbrudstyve kan "holde sig til".
Man bør også være så realistisk at indse, at man kun kan sidde på én stol ad gangen, at man ofte har en bestemt plads foran fladskræms-Tv'et og at "storheden" i regelen kun er til for at vise sig over for andre. Imidlertid kan ingen af os spise eller drikke mere, end vi kan, og vi ender alle i jorden en skønne dag, rig som fattig. Den indre glæde og tilfredshed skal findes i vort inderste - det kan være glæden over en smuk græsplæne, en flot carport, en busk, en bænk, et godt ægteskab, gode børn, osv., osv. En stor og tung gammel villa er ikke nogen garanti for, at den indre glæde opnås. Det er blot en penge-sluger.
Ejendomsmæglere siger i regelen, at prisen for et hus er afhængig af "beliggenhed, beliggenhed og beliggenhed". Men hvad hjælper det at beliggenheden er "rigtig", hvis huset i øvrigt er angrebet af svamp, råd, mus og rotter eller at taget er så utæt, at det nærmest ikke fungerer, osv. Så bliver man formentlig helt ligeglad med beliggenheden.
En ejendomsmægler er sat i verden for at sælge, og det er så langt fra ensbetydende med, at denne ved noget om eller interesserer for, om et hus har en høj kvalitet eller ikke. Det er jo ikke ejendomsmæglerens penge-pung, som betaler, hvis skuffelse og økonomiske omkostninger overstiger glæden ved huset.

Faktaboks:
Henrik Westergaard har arbejdet i forsikringsbranchen i næsten 42 år, hvor han stadig er aktiv og har gennem årene behandlet tusindvis af skader på bygninger, ligesom han har deltaget i eller været primus motor i udviklingen af nye former for forsikringer, herunder byggetryghedsforsikringen og ejerskifteforsikringen. Ligeledes har han været medlem af Ankenævnet for Forsikring gennem flere år.