Tilbage til forside
Søg
Log ind
Om PL
Fordele
Mit Hus
Presse
Kontakt
Sådan gør du...
Udgivet den 29. Marts 2010

Mit Hus nr. 4 2008

Få danskere ejer deres egen bolig

Regeringen må gøre noget for at bryde den konstaterede, negative tendens, der er, at stadig færre danske familier får råd til eller tør investere i egen bolig. Konsekvenserne af det modsatte er, at der findes større “fremmedkapital” i danske boliger. Og det er vel at mærke kapital, der kræver et højere afkast end de danske boligejere og deres realkreditlån i dag får.
PL mfl. har løbende advaret mod udviklingen, men det er som om, man politisk ikke har fattet, at der både skal ske en nedrivning og en renovering af den eksisterende parcelhusboligmasse samtidig med, at der skal være nye grunde til bebyggelse - vel at mærke grunde til realistiske udstykkerpriser de steder, hvor der er brug for det.
Dette sidste fordrer en overordnet planlægning og ensretning af sagsbehandling set i modsætning til de vilkårlige og individuelle sagsbehandlinger, som kommunerne praktiserer i dag.
Den voldsomme eskalering og den næsten fælles kommunale styring af grundpriserne nærmer sig en ulovlig karteldannelse, hvor en række kommuner har skummet fløden til skade for samfundet.
PL mener fortsat, det er noget svineri, at det i så mange år var (og i et vist omfang stadig er) kommunerne, der bestemmer udstykningsomfanget og priserne. Denne kommunalt styrede prisudvikling, har i mange år været med til at drive grundpriserne op, fordi man tilsyneladende bevidst har sørget for, at der blev udbudt markant færre grunde, end der var behov for. Dette er sket til priser, der ikke står i relation til de priser, kommunerne selv har købt jorden til. Tilsvarende for andre udstykkere, der som en minoritet har kunnet følge med i kommunernes slipstrøm.
Dette indebærer, at ikke bare de, der tager risikoen at bygge et nyt hus, forlods skal betale op mod 1 million for en græsmark, men denne prisskrue har naturligvis også påvirket prisen på de eksisterende allerede bebyggede grunde. Og hvem høster frugten af de højere grundpriser? Korrekt. Det gør kommunerne gennem grundbeskatningen, der jo tilmed ikke er omfattet af skattestoppet.
Og ved at dette ikke er omfattet af skattestoppet, bliver statens forhandlinger med kommunerne måske lidt lettere?
Konspirationsteorier eller ej, så ser det godt nok mistænkeligt ud - specielt set i lyset af politikernes tilsyneladende berøringsangst på området.
I PL har vi stillet os selv spørgsmålet, hvorfor der ikke er nogen politikere eller andre, der har ønsket at gribe ind. Og det letteste svar er desværre, at systemet i dag jo passer både de politikere, der har brug for penge i skatter og afgifter, og de dele af samfundet, der horribelt nok mener, at det er politisk korrekt fortsat at trække milliarder ud af det faktum, at der er nogen, der ønsker at eje deres egen bolig.
I fællesskab har de to grupper - primært fordi der er feje politikere, der har ladet stå til og ikke taget den nødvendige politiske konfrontation - været direkte årsag til, at området er "fredet".
Så "velbekomme" kære politikere, og husk nu disse ord, når I ved næste undersøgelse læser, at det er under halvdelen af den danske befolkning, der bor i eget hus, selv om mindst 80 % gerne ville.

Udgivet i Mit Hus 2008-04
Parcelhusejernes Landsforening · Kirke Værløsevej 24, 1.C, 3500 Værløse · Tlf. 70 20 19 77 (9-15) · sekretariat@parcelhus.dk
Popup loading content
LOADING...
LOADING...