Mit hus nr. 4 2008
Læserbrev
af Christian Larsen, Sorø
Indenfor de seneste år har Sorø Kommune via lokalplanerne tvunget grundejerforeningerne i nye udstykninger at overtage vejene i områderne. Dette indebærer at det er beboerne i et område, der ejer vejene og dermed skal betale for vedligehold og snerydning.
I ældre parcelhusområder er det derimod kommunen, der ejer vejene. Da mange af kommunens ældre veje er i en utrolig dårlig stand, vil der de kommende år være store vedligeholdelses omkostninger, som alle vi borgerne i kommunen betaler til over skatten.
Den nuværende praksis betyder derfor, at beboere i nyere boligområder "dobbeltbeskattes" idet de både skal betale til vejene i deres eget område via en grundejerforening, ligesom de skal betale til resten af kommunens veje via skatten.
En del grundejere i Sorø har købt grund mens kommunen havde en fordelagtig ordning, hvor grundejerne for under 100 kr. pr vinter kunne få kommunen til at forestå snerydningen. Denne ordning har kommunen imidlertid stoppet. Det betyder at nu skal de enkelte grundejerforeninger ud at entrere med et andet firma, der kan levere snerydning. I fremtiden vil der således skulle to teams ind i hvert lokalområde for at rydde sne - kommunens til de offentlige veje, og et andet til de private fællesveje. Dette er både dyrt og upraktisk.
Det er mit håb at Sorø kommune vil overtage de private fællesveje i byområder, da det er den eneste reelle vej ud af den upraktiske arbejdsdeling, og den helt urimelige dobbeltbeskatning af beboerne i kommunens nyere parcelhusområder.