Mit Hus nr. 1 2009
af Leif Hansen formand for Danske Kloakmestre
Ved finanslovsforhandlingerne kom der godt nok fokus på svinske toiletter på nogle skoler, men det er vist ikke dét under toiletterne, der er i politikkernes tanker !
Det bliver ikke ved med at gå godt i de kommuner, der ikke får investeret i kloakkerne.
Det er min opfattelse gennem mit arbejde fra utallige syns- og skønssager, at der er flere og flere, der snyder i takt med, at de opdager, der er mange kommuner, der ikke følger op på deres byggesager. Det kan være ejendommens ejer selv udfører kloakarbejdet eller en vvs ér, murer eller anden, der ikke har den fornødne viden til kloakarbejdet Jeg har haft flere syns- og skønssager, hvor nye tilbygninger med nyt bad eller køkken ikke har haft autoriserede kloakmestre til at udføre kloakarbejdet, som ikke er blevet opdaget, før ejendommen bliver handlet, og kloakken viser sig ikke at være selvrensende. Her er det helt klart, at kommunen har svigtet sine borgere ved ikke at have styr på byggesagen.
Der er også mange kloakmestre, som ikke anmelder deres arbejde eller sender rettede tegninger og/eller færdigmelding til kommunen. I tilfælde af en kloaksag på ejendommen er det vigtigt at kunne dokumentere, hvad man har udført på ejendommen både igennem sin egen kvalitetssikring og igennem kommunes byggesagsarkiv. Kan det ikke bevises, hvem der har udført det dårlige arbejde, kan det blive den "forkerte", der bliver dømt til at betale den dyre reparation under f.eks. badeværelsesgulvet.
Efter min overbevisning stammer de fleste - hvis ikke alle - problemer med rotter i byerne fra utætte og dårligt vedligeholdte kloakker. Hvis kloakkerne er godt vedligeholdt og dermed tætte, ville rotterne ikke komme ud af kloakkerne for at yngle, og så ville de "grønne vintre" ikke blive beskyldt for, at der er så mange rotter i byerne. Hvis/når kommunen får renoveret deres kloakker, er det så en god idé for kloakmesteren at sætte rottestopbrønde / rottespærrer op ? Ja, for omsætningen i hvert fald. Det er tvivlsomt, om det er godt for miljøet. Jeg er overbevist om, at stikledningerne i mange tilfælde ikke bliver renoveret, før det bliver pålagt grundejerne. De fleste grundejere tænker ikke på kloakken, så længe toilettet virker.
Rottespærreren (afhængigt af typen) kan betyde store problemer for kloakspulefirmaet. Rottespærreren, hvis den virker efter hensigten og forhindrer rotterne i at komme ind i stikledningen, vil den forhindre rotten i at virke som sladrehank. Rotten kommer ikke op og fortæller, at den er gal med kloakken dernede, og så bliver kloakken ikke renoveret.
Det behøver ikke at koste en formue at vurdere stikledningen med et kamera. Der er ikke behov for en stor DVTK uddannelse og en tv-vogn til flere millioner for at vurdere, om kloakken er nedslidt. En autoriseret kloakmester med et transportabelt TVinspektionsudstyr og lidt erfaring kan klare den opgave for 2-3.000 kroner.
Ja, det er jo en anden måde at se kloakkerne på.
Rigtigt er det, at vi hører om stigende problemer også med rottespærre, og er der ikke huller, ja, så er generne fra rotterne der jo ikke.
Så få din kloak undersøgt.