Tilbage til forside
Søg
Log ind
Om PL
Fordele
Mit Hus
Presse
Kontakt
Sådan gør du...
Udgivet den 25. Marts 2010

Mit Hus nr. 2009-02

Træer på fællesarealer

I et konkret tilfælde er PL blevet forespurgt til, hvorledes en forenings forsikringsmæssige forhold er, såfremt der sker personskade som følge af nedfaldende grene fra træer på en grundejerforenings fællesarealer.
I det givne forhold var endvidere oplyst, at bestyrelsen flere gange var informeret om råd i træerne samt om nedfaldne grene i størrelsesordnen 4-5 meter og med en diameter på op til 20 cm.
På baggrund af PL’s besvarelse til medlemmet underrettede PL tillige bestyrelsen for den pågældende forening, således at denne var informeret om besvarelsen, og således at bestyrelsen kunne tage aktion på forholdet.
Vi bringer i det følgende PL’s besvarelse til den pågældende bestyrelse ud fra den betragtning, at der sikkert er andre foreninger med ”fælles-træer” og således ikke ud fra et ønske om at ”pege fingre”.

Besvarelsen

”Parcelhusejernes Landsforening behandler forespørgsler fra såvel bestyrelserne i medlemsforeningerne samt disse foreningers medlemmer. Alle besvarelser foretages på et objektivt grundlag uden skelen til, om henvendelsen kommer fra et medlem eller en bestyrelse.
Det pågældende medlem har forespurgt til forsikringsforhold på fællesarealer, såfremt der måtte falde grene af træer i området og nogen kommer til skade. Det er endvidere blevet oplyst, at bestyrelsen ved flere tidligere lejligheder er gjort bekendt med, at træer er plaget af råd, og at der tidligere og indtil for nylig er faldet endog meget store grene (4-5 meter lange) af disse træer, men uden at bestyrelsen efter det oplyste har taget skridt til at foretage afværgeforanstaltninger.
Parcelhusejernes Landsforening har i den forbindelse udtalt sig generelt på følgende måde:
”Man har som ejer af træer en pligt til at sørge for, at disse ikke er til fare for omverdenen. Hvis man således er bekendt med, at træerne taber så store grene og at der er råd, så er man nødt til at gøre noget ved problemet.
Set i relation til forsikringer er det jo altid således, at hvis man er vidende om et forhold – men uden at gøre noget ved dette – (det, der i terminologien hedder ”ond tro”), så er der ikke nogen forsikring, der dækker. Dette princip gælder for alle typer forsikringer, og det er ud fra den betragtning, at der ikke er nogen, der vil forsikre et forhold, hvis forsikringstager ikke selv er med til at mindske risikoen. Man kan med andre ord ikke bare lade stå til.
Hvis ikke bestyrelsen mener at have det fornødne mandat eller økonomi til at afværge skade, så må bestyrelsen snarest få indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling, således at der kan afsættes penge til formålet.”
Det skal endvidere tilføjes, at såfremt en bestyrelse bevidst undlader at foretage sig noget, desuagtet at den er vidende om farlige forhold, så vil disse bestyrelsesmedlemmer formentlig kunne ifalde personligt ansvar, såfremt der måtte ske en skade og dermed blive gjort et erstatningsansvar gældende mod foreningen.
Uden at PL er bekendt med jeres forenings nærmere faktiske forhold, hvor udpræget problematikken med råd faktuelt måtte være, eller endsige risikomomentets størrelse, så skal vi tillade os at anbefale, at bestyrelsen som minimum straks tager skridt til at afklare, hvor aktuelt problemet måtte være. Dette vil jo også være en væsentlig information, såfremt det er nødvendigt at afholde en generalforsamling. At forholdet bør afklares snarest bør også ses i relation til årstiden, hvor de første efterårsstorme kan være nært forestående.
Såfremt det konstateres, at der er et faktuelt problem, anbefales det at bestyrelsen hurtigst muligt tager skridt til afværgeforanstaltninger.
Det bør vurderes, om der allerede nu bør afspærres til de berørte områder, indtil undersøgelse og evt. en beskæring/fældning måtte kunne gennemføres, således at risikoen for personskade minimeres.”

Sammenfatning

Det er en del af en forenings daglige drift, at man som bestyrelse sørger for at minimere risici for personskade på fællesarealer. Dette inkluderer et løbende tilsyn af de træer, der måtte forefindes. Grundejerforeninger bør således generelt sørge for, at der er et rådighedsbeløb på budgettet til, at bestyrelsen kan lade nødvendige og uopsættelige arbejder udføre (hvad enten det er til træer, huller i vejene, defekte elmaster el. lign.), der ikke kan afvente en kommende generalforsamling.
Generelt skal det dog anføres, at en bestyrelse altid har mandat/pligt til at afholde omkostninger til pludseligt opståede forhold, der kan være til umiddelbar fare for andre – altså en nødret/afværgeret. Dette også selv om det måtte betyde, at medlemmerne efterfølgende kan blive nødt til at indbetale ekstra kontingent. Men det er altid lettere for en bestyrelse at udføre arbejdet, hvis pengene allerede er til rådighed. Samtidig er det noget mere behageligt at stå på næste generalforsamling og oplyse, at man ikke fik brugt hele rådighedsbeløbet end at skulle bede om flere penge.

Parcelhusejernes Landsforening · Kirke Værløsevej 24, 1.C, 3500 Værløse · Tlf. 70 20 19 77 (9-15) · sekretariat@parcelhus.dk
Popup loading content
LOADING...
LOADING...