Tilbage til forside
Søg
Log ind
Om PL
Fordele
Mit Hus
Presse
Kontakt
Sådan gør du...
Udgivet den 17. December 2010

Mit Hus nr. 2010-04

Personlig hæftelse

I en principiel dom afsagt af Østre landsret er formand og næstformand for Skodsborg Grundejerforening blevet dømt til af egen lomme at betale sagsomkostninger i forbindelse med tabte retssager, som grundejerforeningen havde anlagt mod Rudersdal Kommune og Trafikministeriet.
Grundejerforeningen, der er en frivillig forening, havde ikke formue eller mulighed for at opkræve kontingenter til at dække omkostningerne, hvorfor formand og næstformand endte med at blive sagsøgt personligt af Rudersdals kommune.

Dommen slår fast, at man som bestyrelsesmedlem er forpligtet til at forholde sig til den viden, som man har, og de konsekvenser, som ens beslutninger får. Vi må endvidere konstatere, som vi i MIT HUS har haft flere artikler om, at det er nødvendigt, når man vil køre en sag, at have både mandater fra generalforsamlinger og have indbetalte beløb, der kun kan disponeres til de advokat og sagsomkostninger man har og vil kunne idømmes.

Grundejerforeningen er i øvrigt ikke medlem af Parcelhusejernes Landsforening og har os bekendt ikke nogen bestyrelsesansvarsforsikring.

Til Frederikborg Amtsavis udtaler Rudersdals borgmester, Erik Fabrin (V), at ” Dommen slår fast, at man som bestyrelsesmedlem ikke bare kan slå ud med armene og fralægge sig ansvaret, men skal forholde sig til den viden, man har, og de konsekvenser, som ens beslutninger får.”

PL har fulgt sagen på sidelinjen. Desuden har PL haft resultatløse drøftelser med den pågældende forening om medlemskab i PL, men med det klare udgangspunkt, at foreningen ikke ville kunne få hjælp og forsikringsdækning til igangværende/kendte sager, herunder den de så senere har tabt.

Helt uden forbindelse til nærværende sag, der havde en omfattende materie, kan der knyttes en kommentar omkring det som grundejerforening, at blive involveret i en retssag. Man skal huske, at man som forening er en selvstændig juridisk enhed, der ikke er omfattet af nogen af de person- og forbrugerbeskyttelsesregler, der ofte gælder i andre sager med borgere. Dette skal skærpe ens opmærksomhed overfor at have en retshjælpsforsikring, sådan som medlemsforeninger i PL er tvunget til at have! Men ud over retshjælpen, som ikke er automatisk!, så er der i PL og hos vort forsikringsselskab en rådgivning omkring relevansen af et søgsmål. Vi skulle hilse fra mange, der har benyttet sig af dette, og sige, at det kan være meget yderst fornuftigt at få andre øjne til at se på en sag.

Vi oplever mange gange, at en ellers forståelig harme, juridisk ikke har noget grundlag, hvorpå man kan rejse en sag, - selv om nok så mange føler sig kaldet til at kræve en retssag. Desværre er der også gange, hvor man ser grundejerforeninger få assistance juridisk f. eks. ved en advokat, hvor vi i PL føler, at foreninger af forskellig slags sagsøger "på det spinklest mulige grundlag næsten ud i det blå". Disse sager bliver meget ofte tabt ved byret og i landsret, og sagsøgeren/foreningen pålagt sagsomkostninger. Vi har dog ikke kendskab til, i hvilket omfang disse foreninger faktisk får pålagt at betale omkostninger. Desværre noterer vi os et stigende antal gange, hvor kommuner tager eller truer med juridiske skridt overfor grundejerforeninger.

Men vi skal gentage vores advarsel mod det forhold ikke at have sine mandater i orden, og opfordre til - inden man kaster sig ud i juridiske slagsmål-, at huske at planlægge efter, hvad der kan ske i det værst tænkelige udfald.

Udgivet i Mit Hus 2010-04 tagget med forsikring jura
Parcelhusejernes Landsforening · Kirke Værløsevej 24, 1.C, 3500 Værløse · Tlf. 70 20 19 77 (9-15) · sekretariat@parcelhus.dk
Popup loading content
LOADING...
LOADING...