Tilbage til forside
Søg
Log ind
Om PL
Fordele
Mit Hus
Presse
Kontakt
Sådan gør du...
Udgivet den 12. November 2010

Mit Hus nr. 2010 - 03

Kære hundejere

Parcelhusejernes Landsforening har modtaget nedenstående læserindlæg, som vi hermed bringer videre. Lad det være kraftigt understreget, at der med dette ikke er tiltænkt nogen form for generalisering, men omvendt er vi fuldt ud klar over, at læserindlægget ikke beskriver nogen unik situation, idet vi har fået disse problemer beskrevet mange gange.
Så næste gang du som hundeejer kigger dig selv i spejlet, så spørg lige hvilken type, at du er. Forfatterens navn er i øvrigt redaktionen bekendt.

Kommentar til artikel

Jeg har ikke tidligere set dette blad i min postkasse, så det var med interesse jeg læste Mit Hus nr. 1/2010 igennem. Men artiklen "Træk i snoren - hunden er færdig" fangede især min opmærksomhed.
Hunde, hundeejere der ikke har styr på deres hunde og hunde efterladenskaber fylder meget i Vallensbæk Nordmark, hvor jeg bor. Et helt almindeligt villakvarter med helt almindelige familier og helt almindelige hundeejere. Og med hundelort på sti, fortov og grønne områder fra Albertslund Centret og langt ned gennem Vallensbæk.
Først vil jeg fortælle, at jeg har direkte udsyn til grønne områder, og hver dag går langs de grønne områder i Vallensbæk Nordmark, hvor jeg dagligt ser og oplever mange hunde, hundeejere og hundeefterladenskaber.
Da jeg samtidig har en søn, der elsker at lege og spille fodbold, kommer jeg ofte i kontakt med især det hundene efterlader, men også med løse hunde, der indtil sidste år, var i hovedhøjde med min søn, når de for direkte over til ham.
Jeg opfatter egentlig Vallensbæk Nordmark som et af Danmarks største hundetoiletter, hvor hundene åbenbart går rundt selv, for det er bestemt langt fra alle, der samler efterladenskaber op - tværtimod.

Træk i snoren

Dem, der samler op, er primært børn, der er ude og lufte familiens hund, for det har de nok fået at vide, de skal. Så "glemmer" forældrene det måske, når de lufter hunden. Det hænder, at der bliver samlet hundelort op i en pose, men så bliver posen bare smidt på fortovet med lorten i. Meget meget ulækkert.

Hunden er færdig

Det er familien Danmark der lader efterladenskaberne ligge - ligeligt fordelt på mænd og kvinder. Selvom de står med hunden i snor, går de bare videre, når den er færdig. Andre går på stien og har hunden løs i det grønne område. Når hunden har besørget, kalder de den til sig, og roser den, men går ikke ind i det grønne område og samler op - næ nej, de kunne jo komme til at træde i en hundelort.
Samtidig er der meget store skilte, der fortæller, at hunde skal føres i snor - men dampen fra hundehørmerne må skygge en del, for det er 1 ud af 10 der bliver ført i snor hvilket giver en råben og skjalden når ejeren skal kalde hunden til sig, og hvor hunden egentlig er fuldstændig ligeglad. Der kan være tre hundeejere der mødes ved det grønne område og alle tre slipper hundene løs lige ved skiltet med hunde skal føres i snor.
Ejerne bliver på stien og hundene løber rundt i det grønne område og også direkte ud på stien, hvor der kommer mindre børn både gående og på cykel eller hundeejeren der har sin hund i snor. Meget meget irriterende.
Jeg har kun set én rockerrelateret med hund blandt de mange hundrede hundeejere, jeg ser og møder hver dag - han havde hunden i snor og styr på den. Jeg har måttet tage fat i en hundeejer, der gik på den anden side af det grønne område med en løs hund. Den løb hele vejen på tværs og op på min græsplæne og lagde en lort.
Men det passede ham ikke, at han skulle hele vejen udenom det grønne område og over til mig og fjerne den - men jeg holdt i hunden indtil da. Dette var en helt almindelig familien Danmark far.

Jeg er ved at skrive en artikel til vores lokale avis med kopi til kommunen hvor jeg opfordrer til, at der bliver hundeforbud på de grønne områder, så almindelige mennesker - specielt børn, kan færdes uden problemer med hundeefterladenskaber eller løse hunde. Og det er de færreste hundeejere der tager positivt imod en kommentar om hundeefterladenskaber eller en løs hund når man påtaler det. Svaret er oftest "hvad rager det dig".
Jeg ønsker ikke at få mit efternavn eller adresse frem. Da jeg boede et andet sted og havde fået mit navn frem i forbindelse med en lignende artikel, fik jeg ikke bare ekstra hundelort i mine bede rundt om huset men også kastet de fyldte poser ind på grunden. Dengang bad jeg bare om, at man ikke brugte mine bede til hundetoilet i vores interne blad, da mine tre små børn ofte var smurt ind i hundelort, når de legede omkring huset. Det ønsker jeg ikke gentager sig, og jeg har af selv samme årsag valgt ikke at have hund.

Udgivet i Mit Hus 2010-03 tagget med husdyr renholdelse
Parcelhusejernes Landsforening · Kirke Værløsevej 24, 1.C, 3500 Værløse · Tlf. 70 20 19 77 (9-15) · sekretariat@parcelhus.dk
Popup loading content
LOADING...
LOADING...